Rensdyrjægerne fra Ermelunden



For 14.000 til 15.000 år siden trak isen sig tilbage fra Danmark. De første jægere fulgte hurtigt efter i hælene på tundraens dyr, især ren og elsdyr. Det var en tid uden stabilt klima, uden stabil fauna og uden en stabil fordeling mellem vand og land. Varme- og kuldeperioder har skiftedes til at dominere.

Østsjælland var en tid landfast med Skåne til andre tider strømmede forløberen for Øresund gennem landet.

Ny forskning tyder på, at klimaskiftende er sket meget hurtigt. For eksempel ser det ud til, at gennemsnitstemperaturen omkring 11.000 f.kr. er faldet med otte grader på blot 20 år.


Netop fra denne tid har vi de første spor af mennesker i Lyngby-Taarbæk kommune. Sporene er jægernes karakteristiske pilespidser og skrabere af flint fra den såkaldte Bromme-kultur, opkaldt efter et fundsted i Midtsjælland. Pile og skrabere blev fundet af et af Flækkens medlemmer for få år siden på bakkerne ned mod Torsdal Mose lige vest for Ermelunden, hvor en lille gruppe jægere har holdt til. Måske var hovedbyttet rensdyr ?


Stedet var ideelt som udgangspunkt for jagten på de store byttedyr – om det så var elsdyr eller rensdyr. For lige øst for – hvor Ermelundsvej løber i dag - var der en landbro, som var det oplagte sted for dyrene at krydse det store lavtliggende vådområde, der strakte sig fra Klampenborg, via Lyngby Sø og Bagsværd Sø til Furesøen. Her har det været relativt let at jage og skyde dyrene. Samtidig lå bopladsen lige ved vandet, hvor de givetvis har fisket.

Skafttungepilen er lavet af en flintflække, som hugges indtil der dannes en smal tunge. Med den har man kunnet fæstne pilespidsen til en pil af træ. Vi kender desværre hverken pilene eller buerne, som jægerne brugte.